Kina ifølge Laura

Update! (advarsel - meget langt!)

2010-09-23T07:06:00.000-07:00

Det er igen noget tid siden sidste blogupdate, men til gengæld bliver det her også en ordentlig én.
Kina er på mange måder et magisk og forunderligt land. Mange sære ting kan ske, og det gør der skam også. Som en del af fællesgave fra holdet fik jeg også et gavekort til massage. Søndag d. 5.sep. troppede Mia og jeg så op på stedet som ordner alt fra manicure til klipninger og massage. Stedet var fyldt med personale – lige fra receptionist til nogle kvinder der mest tjente som døråbner for kunderne. Efter det sædvanlige roderi med at forstå hinanden, og finde lokale til massagen blev vi hver især givet et lokale. Uvidende om hvad der var i vente lagde jeg mig troskyldigt på briksen til en omgang rygmassage. Kort fortalt blev massagen indledt ganske fint, og jeg lå rigtig og slappede af indtil massagen pludselig blev mere og mere smertefuld. Massøsen trykkede hårdt de særeste steder imens jeg lå og vred og ærgrede mig over at have indledt mig på forehavendet. Heldigvis stoppede torturen knap en halv time efter start. Fra skabet i hjørnet lød min velkendte ringetone pludseligt. Jeg modtog afbrydelsen med kyshånd og nærmest kastede mig mod skabet, fik fat i telefonen og får at vide at der er sket lidt ændringer i planerne.
Ugen forinden havde en af fyrerne som bekendt fødseldag, og i den sammenhæng var vi ude at spise på en italiensk restaurant. Vi kørte dertil i taxi, og idet at fødselsdagbarnet stiger ud støder han på nogle unge kinesere. Som ikke bare er de normale, unge kinesere som gerne vil tage billeder. Nope, her var der tale om to unge mænd der fortalte de ledte efter udlændinge til at deltage i et filmshoot. Telefonnumre blev udvekslet, og billeder af hele banden blev taget med efterfølgende løfte om at vi ville blive ringet op.
Tilbage til søndag d. 5.sep. fik Benjamin så en opringning om at de om aften kl. 18 kunne bruge os til at skyde en advertisement for Tianjin by. Det var så her vi mente der kunne indlægges en enkel times massage, men heldigvis for mig og min ryg, blev det i al hast lavet om til at vi måtte af sted kl. 16 frem for kl. 17. Kort tid efter, 20 min, stod vi festklare og prajede taxier til metrostationen. Efter først at være hoppet af et stop for tidligt nåede vi frem til den rigtige station, og blev ført hen til et stort og flot hotel nogle hundrede meter væk. Ind i elevatoren og op på 15.sal hvor der var garderope. Tøjet vi havde iført os levede tilsyneladende ikke op til kravene for i al hast fik fyrene jakkesæt (alt fra med glimmer til de noget mere neutrale) og pigerne kjoler. Og hvilke kjoler – jeg fik smidt en orange, lang gallakjoleagtig ting efter mig som krævede at jeg nærmest holdt op med at trække vejret – så stram var overdelen. Det lignede en dårlig joke fra en Bollywoodfilm, men det var alligevel meget sjovt. Specielt hvis det var deres definition af flot/fint tøj. På settet var der dækket op som til en reception med et langbord med mad og drikkevarer. Vi fik hver især tildelt et vinglas med cola som vi skulle gå og sippe til mens vi gik omkring. En af drenge fik landet en hovedrolle i hvad der viste sig at være en reklamefilm for Tianjin by. Op foran til skuespillerinden kom han fluks. Tre timer efter var de fleste af os færdige med at være statister på nær to andre af drengene som skulle spille i nogle udvalgte scener. Tilsammen fik vi 3000 RMD som vi smed i fælleskassen til fælles fornøjelse –yes!
En noget skør oplevelse som ikke desto mindre var mindeværdig! Just another day in China!
Nu bliver det spændende at se om der venter nogle af drengene i fremtid i entertainment i Kina!!

D. 8. september var der Teacher’s day hvilket er en dag i Kina hvor man lidt hylder lærerne, og børnene(forældrene) kan give blomster, kort eller hvad de nu har lyst til. I den forbindelse fik vi besked på at klargøre en lille opvisning på 5-10 min. Friske kastede vi os ind i opgaven og blev enige om at lave et drenge- og pigenummer. Vi piger besluttede os for noget Barbie Girl/ Aqua, for det kendte de jo! Vi fandt en passende kikset dans, begyndte øvning tre dage inden, og følte os egentlig ganske fint tilpas onsdag på vej til skolen hvor vi troede vi skulle optræde. Fyrene havde forberedt en coverversion af Blue’s; Sorry seems to be the hardest word – Good stuff! Se nu, vi troede vi skulle optræde på skolen og for de andre lærer. Højst også nogle forældre og børn, men i Kina er tingene sjældent hvad det giver sig ud for. Derfor, på trods af at vi var overraskede, kom det ikke fuldstændig som et chok for os/mig da vi på skolen finder ud af vi skal køres til hvor festen holdes. For ja, det var åbenbart også en fest! Vi ankommer til en fin restaurant i et lidt finere kvarter, og kommer ind i en sal hvor der er mange, mange mennesker. Og en scene for enden som tilsyneladende er hvor vi skal optræde. Der er over 400 mennesker inviteret, og folk er pænt klædt på. Hvilket fik os til at føle os noget nervøse eftersom der var endnu en overraskelse ved barbienummeret – vi skulle selvfølgelig ligne barbie med overdreven makeup og (lyserødt) tøj (læs: grimt tøj!) Selvom det var meningen at vi skulle skille os ud, og at gæsterne skulle grine, så havde vi ikke forventet så mange øjne på os. De andre lærers numre bestod også mest af sang og dans, men vel at mærke klassisk sang og traditionelle danse! Eller kalligrafidemonstrering for den sags skyld…
Men op kom vi, og begynder nummeret hvor nogle ting simpelthen går galt! Mikrofonerne kikser lidt, så sang ikke kunne hørtes, vi sang heller ikke nok i omkvæd til at det kunne høres, og andet godt. Ikke desto mindre var det hyldende morsomt. Hele situationen var bare virkelig sær! Drengenes nummer gik til gengæld ret gnidningsfrit og jeg ville ikke blive forbløffet hvis der venter dem en fremtidig boybandkarriere.
Resten af aften gik med at smage på nogle af de mere eller mindre gode retter og udmundede i at alle fik en hotpot til at tage hjem. Sådan en kan man jo altid bruge. Den skal bestemt testes på et tidspunkt.

Om torsdagen havde jeg en rigtig sød episode mens jeg sad på lærerkontoret og læste. En af mine lærerkollegaer kom ind med en lille dreng der havde en lille kaninbamse i armene. På gebrokkent engelsk siger hun: In China we have Teacher’s day tomorrow. This boy – “tænke, tænke” loves you very much, he have a present for you” Den lille dreng rækker genert kaninen op til mig og imens fortsætter læreren: He loves you very much. I love you very much too”. En smule forbløffet får jeg fremsagt tak, giver drengen et stort knus, og får selv sagt ”I like you very much too” til dem begge. Det var lidt sært at høre ordet love blive benyttet synonymt for like, men meningen var klar, og det var virkelig rørende!

Dagen efter, fredag d. 10.september, var som bekendt Teacher’s Day. Der var kun halv skoledag, og mange børn havde kort og blomster med til deres lærere. Selv jeg fik stor buket, kort og små blomster af nogle af mine elever. Det var rigtig sødt, specielt fordi jeg ikke rigtigt havde haft nogle af børnene i mere end den ene time undervisning jeg havde givet indtil da. Hvad angår undervisningen går det rigtig godt, selvom det kan blive lidt kedeligt i længden hvis jeg ikke sørger for flere forskellige lege til det samme stof – jeg har de 9 klasser der skal undervises i nøjagtig det samme. Det er også noget af en udfordring at sørge for tilstrækkelig variation til at holde børnene koncentreret – og endnu værre fordi klasserne er så store så selvom de fleste børn elsker sanglege, er det ikke dem alle. Netop antallet kan også frustrere mig lidt, nogle af børnene er naturligvis langt mere udadvendte og tør sige mere end andre. Det kan godt få de andre til at glide i baggrunden selvom jeg prøver at have alle med. Det er også ærgerligt at der sjældent er tid til mere end et halvt minut pr. elev – det er vanskeligt at tale med en/nogle få elever, uden at de andre børn begynder at larme eftersom de keder sig. De er jo heller ikke mere end de 5-7 år, og mange kommer direkte hjemmefra hvilket ikke gør det hele lettere. De andre lærere er rigtig søde over for mig, og forsøger at lære mig ord selvom det er vanskeligt at huske. De er dog ofte meget strenge over for børnene, og kan virkelig lægge en dæmper på humøret ved pludselig at komme ind i klassen midt i en leg. Den værste episode var dog da en af lærerne gik ind og ”opdragede” på en af børnene – drengen havde larmet, og været meget urolig hvorefter hun resolut går hen og slår ham i ansigtet gentagne gange – det har ikke været hårde lussinger, snarere har hun ”tjattet” til ham i ansigtet, men det må ikke havde været behageligt. Derefter skubber hun hans bord hårdt ind i ham så den lille dreng falder ned af sin stol og begynder at græde. Oppe foran klassen stod jeg som forstenet, og anede ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv – min hjælpelærer siger bare: ”Continue, Continue”. Senere hen har jeg fundet ud af at lærerne egentlig, officielt, ikke må slå børnene, og jeg har også fået talt med min hjælpelærer om at jeg ikke vil have at de andre lærere blander sig i min undervisning/ begynder at sætte børnene på plads når jeg underviser. Meget andet er der ikke at gøre, men det var virkelig ubehageligt(forfærdeligt!) at se på, og jeg håber virkelig ikke det gentager sig!

Det er helt utroligt vi allerede har været her i over en måned. Hverdagene kan nogle gange være lidt hårde at komme igennem eftersom de er fra kl. 7:15 – 16:45. Der er dog en laaang frokostpause fra 11.30-14:10 hvor børnene dels selv får frokost og dels har middagslur. Jeg har jo også kun de 9 timer om ugen så ofte sidder jeg og læser eller får ordnet nogle ærinder. Officielt skal jeg befinde mig på skolen (kontoret) når jeg ikke har pause, men ingen lægger mærke til om du smutter væk eftersom jeg netop ikke laver noget udover at forsøge at få tiden til at gå. Forberedelse til undervisning er ikke vanvittig tidskrævende da børnene som nævnt har samme materiale, og fordi niveauet ikke er højere end at det bare er en masse lege til at indøve ord og sætninger. Onsdag har jeg fri allerede til frokost eftersom vi har kinesisk undervisning både onsdag og fredag eftermiddag. Kinesisk er virkelig et svært sprog, men det er nu meget sjovt at forsøge at lære. Selvom man hurtigt glemmer ordene/glemmer udtalen. Men der er ikke så meget andet at gøre end at klø på, og udnytte at man er omgivet af kinesere. Kineserne er også utrolig venlige og hjælpsomme. Og ikke at forglemme utrolige nysgerrige. En af dagene i forrige uge havde jeg sat mig i skolens park på en bænk, og skriblede lidt notater i min notesbog. Flere kinesere kigger meget nysgerrigt, og en gammel mand stopper op og kigger på mens jeg forsøger at skrive. Selvom det er noget svært at være upåvirket når en fremmed næsten står med næsen i bogen. Han begynder så at tale til mig, og jeg fyrer mine gloser af – Hvor jeg er fra, og at jeg er engelsklærer. Han snakker frejdigt videre, peger på rundt, og jeg forstår efterhånden han forsøger at sige nord/syd/øst/vest. Vi sidder næsten en time og snakker på hvert vores sprog, jeg finder ud af han er 75, hvad han hedder imens han får skrevet en masse tegn i min bog jeg ikke fatter hat af, og får erklæret os venner. Vi tager vores afsked idet jeg skal op og have aftensmad (kl. halv seks). Parkerne i Kina er noget for sig selv – folk elsker at dyrke motion (tai chi) i dem, men stiller sig også blot frem og gør hvad nu godt kan lide. Det kan både være forsøg på operasang, smukt fløjtespil og træskæring. Forbipasserende stopper gerne op, og kigger med over skulderne inden de spadserer videre.

I hverdagen er der som bekendt ikke meget tid når jeg skal arbejde så meget, men udover den kinesiske undervisning så er de fleste af os også til Kung Fu om fredagen, hvilket er utrolig sjovt. Weekender bruges også på at gå i byen, og bare sightseeing. I denne uge har der været Mid- Autumn Festival. I den forbindelse har vi fri onsdag-fredag, men typisk kinseisk betyder det blot at vi i stedet arbejdede forrige søndag og skal arbejde lørdag-søndag i denne uge. Altså 7 arbejdsdage i træk. Under festivalen spiser man blandt andet månekager(en form for småkager lavet af ris med fyld der kan variere i smag fra kattemad til noget jorbærlignende). I den forbindelse holdte skolen også et arrangement tirsdag aften for forældre og børn, hvor vi igen blev bedt om at optræde. Vi piger valgte denne gang at synge ”Danse i måneskin” akkompagneret af Michaels guitar imens drengene gentog deres tidligere boyband glansnummer nu blot i forbedret version hvor Morten iklædte sig fjerboa, make up og kjole. Vi havde en sjov aften hvor vi også fik set fyrværkeri og sat små papirbåde i søen med fyrfadslys. Aften fortsatte for vores vedkommende i byen hvor vi kom på noget diskotekslignende noget med fri bar til piger for 60Yen og 80 yen for drengene.

Flere opdateringer to come! Og denne gang vil jeg virkelig tilstræbe at få opdateret en gang om ugen (ca.) og få svaret på alle jeres søde mails! Endvidere glæd jer til de næste fantastiske eventyr der blandt andet inkluderer Julies og mit seneste eventyr til Pan Shan Mountain.

Mange, mange knus til alle derhjemme!

Tai chi, fødselsdag og andet godt i Kina

2010-09-04T22:06:00.000-07:00

Siden sidst har vi haft ikke bare en, men hele to fødselsdage! En af de heldige var mig, og fødselsdag i Kina var klart en oplevelse! Resten af holdet vækkede med fødselsdagssang, chokoladekiks og andet godt (deriblandt en flaske tequila og et gavekort til noget massage!) Vi spiste også god, billig sushi som aftensmad hvorefter vi fik testet noget kung fu. Selvom det er noget kampsport så er det alligevel bygget op over bevægelser der sættes sammen, og som når det udføres rigtig ser både kraftfuldt og elegant ud. Det krævede virkelig smidighed at lave øvelserne, og jeg kan da godt afsløre jeg også kunne mærke det dagen efter! Om aften tog de fleste af os i byen som afslutning - en super hot dag ;)

Udover at være min fødselsdag så blev den 3. september også dagen hvor jeg endelig mødte børnene. I alle 9 klasser blev jeg introduceret og skulle lære børnene 4 sætninger - Good morning teacher, today is.. Monday, yes på en fredag, for det skal de jo bruge på mandag(!), goodbye teacher og see you tomorrow. Det hele var ren udenadslære, selvom børnene da fik forklaret hvad det betød. Jeg fik også af vide at jeg skal møde kl. 7:15 hver morgen for at sige godmorgen når børnene kommer, og egentlig også skal sige farvel kl. 16.40, men jeg håber virkelig vi kan finde ud af noget andet for jeg har virkelig ikke lyst til bare at side på skolen i flere timer blot for at sige farvel. Mange af mine undervisningstimer ligger om formiddagen, og de vil have man bliver på skolen selvom du fx intet har at lave. Men nu må vi om vi ikke kan finde ud af noget..
Jeg skal forresten undervise i preschool - børnehaveklasser og jeg har 280 børn fordelt på 9 klasser som jeg i samarbejde med min hjælpelærer skal undervise i engelsk en time ugentlig. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, og jeg håber også det bliver på mandag!

Tidligere på ugen var vi også ude at løbe og kom til en park vi tidligere havde kørt forbi hvor den havde set ganske normal ud. Men da vi kom til den om aften var der masser af lys, musik og mennesker. I et hjørne dansede nogle kvinder til noget vestligt popmusik, et andet sted stod der nogle og dansede noget linedance-lignende noget. Endelig, midt i parken stod en gruppe mennesker og udførte langsomme, elegante bevægelser. Noget traditionel kinesisk flød fra en musikafspiller nærved. En gammel mand udførte høje benspark med lethed for derefter at gå helt ned i knæ. De stod alle fordybet i deres egne bevægelser, men fulgte samtidig hinandens rytme nøje. Efter bare at have suget alle indtrykkene ind stillede vi os hen og efterlignede deres bevægelser hvilket tiltrak en del opmærksomhed fra forbipasserende, men tai-chi udøverne lod sig ikke mærke det mindste af os. Kort tid efter så det ud til at være ved at afslutte. Vi forsøgte at finde ud af hvorvidt det var okay vi bare stillede os ved dem, men ingen forstod naturligvis hvad vi sagde. En kvinde stak pludselig en mobil i hånden på Tine, i røret var kvindens søn der var engelsklærer og som fortalte at vi var velkomne, at de trænede hver dag undtaget søndag fra. kl.19.30! Kvinden viste os derefter grundbevægelserne og hvordan holdningen skulle være. Jeg blev virkelig rørt af hendes venlighed, og vi blev også enige om at komme dagen efter.
Dagen efter tog vi nogle flere af sted, og efter lidt omvej fandt vi igen vores park. Denne gang var vi med fra start, og det var virkelig hårdt. Selvom det ikke er kondtionstræning kunne det mærkes i arme og lår. Holdningen, og bevægelserne der udføres langsomt og kontrolleret er virkelig hårde. Træneren, der underviser/hjælper gratis, viste og rettede på os undervejs. Sveden dryppede virkelig, og det var virkelig sjovt! Man fik virkelig tømt hovedet, og blev fyldt med ro syntes jeg. Selvom der var virkelig meget larm og andet musik så kunne jeg abstrahere fra det og fuldstændig glemme tid og sted nærmest. Efter noget tid var der pause som mange brugte til at øve sig på specifikke bevægelser - de går virkelig op i det! Træneren fik os til at måbe lidt da han viser en øvelse/bevægelse hvor han står på det ene ben og har det andet højt hævet - med en cigaret i flaben. Det ser blæret og svært ud , men han er fuldstændig cool og afslappet mens han fremviser det. Efter at have sagt farvel løb vi hjemad med vores halvsmadret kroppe. Det var virkelig sjovt at prøve, og ikke mindst at være sammen med nogle kinesere selvom det også er frustrerende ikke at kunne tale sammen! Alle vil rigtig gerne snakke, men ingen fatter et ord af hvad hinanden siger så vi kan kun komme så langt med fagter og mimik.

Det var lige for de sidste par dage, jeg skal prøve at holde jer mere ajour med tingene her i Kina, men det er som sagt virkelig mange indtryk konstant.

Mange knus herfra!
Laura

Beijingturen !

2010-08-28T03:28:00.000-07:00

23.-24.august 2010

Hej alle sammen! Jeg er kommet så langt som til at jeg skal fortælle om Beijingturen i mandags som var lidt af en oplevelse!

Beijing er virkelig en helt fantastisk storby med en masse ting, men tiden og tilfældighed gjorde at vi kom til at se 3 forskellige parker som alle var noget for sig og sjove i forskellig grad. Jingshan Park lå over for den forbudte by, og en tidligere kejser har efter siden hængt sig selv og et par tjenere ved et træ derinde. Anyway var det mest interessante templet og som nok havde givet en super fed udsigt hvis der ikke havde været så meget tåge/smog? Det var hyggeligt nok, men vi smuttede hurtigt videre efter også have ”nydt” de meeeget livagtige dino’er der stod i parken. Kinesere har virkelig a thing for dinos.. Johan og Michael lavede lidt akrobatik på en af pladserne som afslutningsnummer og vi smuttede derefter hen og fik nudler og cola for ganske få penge. Et nydeligt skilt uden for ”restauranten” pegede på noget Vinterpalads som ingen af os havde hørt om, og derfor virkede det som det naturlige næste stop. Vi fandt ikke rigtigt noget Vinterpalads, men til gengæld en kæmpe park der hedder Beihui Park som var virkelig flot, og som viste sig at være en ø hvor der lå forskellige templer og bygninger som var blevet benyttet af en kejser for læænge siden. Stedet var ret fedt fordi der ikke var særlig mange udlændinge og mange af bygningerne var også rigtig fine og i typisk ”kinesisk” stil.

Vi nåede også at se Yashou- og Perlemarkedet hvilket var ret sjovt. Alle steder skulle man prutte om prisen, og helt ærligt har jeg nok brug for lidt øvelse, men jeg fik da nogle billige converse og nogle ballerina så jeg ikke skal rende rundt med kondisko konstant – hvilken befrielse! Perlemarkedet var selvfølgelig proppet med alskens varer, men specielt perler var alle steder. Og alle perler lignede hinanden, og ingen af os anede hvordan man kan se det er ægte perler så vi kiggede bare på. Yashoumarkedet er et mindre marked sammenlignet med fx silkemarkedet og er også mindre besøgt af udlændinge hvilket også kunne føles i forhold til perlemarkedet hvor folkene var langt mere aggressive og gerne tog fat og nærmest hev dig hen til boden. Det var jeg ikke helt tilfreds med så efter den første gang hvor jeg lod mig overvælde, sørgede jeg for at være bestemt nok. Men ikke desto mindre var det virkelig sjovt!

Beijing var også virkelig genial til at gå i byen i. Drengene der tidligere har været det kendte nogle steder hvilket bestemt var en fordel i så enorm en by. Barerne var enormt glade for sangere, mavedansere og strippere. Jeg er ikke sikker på hvornår i løbet af aften jeg grinte mest – efter en poledance med en mandlig stripper i lakstøvler, eller da en mavedanser hev Johan op på scenen og dansede med ham. Both simply priceless moments! Hele aften/natten var hylende morsom, og Malene, Julie og jeg afsluttede aften med friskbagte fladbrød af en art som kunne købes for 2 yen, og som smagte virkelig godt! (Der var også køb af noget mindre populært, men som smagte lidt for underligt til vi gad det).

Tirsdag aften var vi 5 der tog i en park hvor Heaven’s temple ligger. Selve templet blev restaureret, men parken var i sig selv noget af en oplevelse. Det første der møder os er en gruppe mennesker der laver en sær form for klappeleg og gentager hvad en ”leder” siger. De klappede vel at mærke ikke med hænder, men klappede sig på armene, lårene og ben. Efter at studset over hvor særheden i denne leg gik vi videre hvor vi så et hvad der umiddelbart lignede en legeplads. Hvad man først troede var sjove legepladsreskaber i gul og lilla viste sig at være træningsredskaber. Der var forskellige ting til at lave mavebøjninger, øve smidighed og nogle barre. Rundt omkring myldrede det med folk i alle aldersgrupper selv om ældre og børn dominerede billedet. Børnene legede og de voksne trænede, sad eller snakkede bare sammen. Andre spillede noget ”fjerfodbold” hvor de skød ”fjerbolden” mellem hinanden i en rundkreds. Det er lidt svært at forklare, men det er et spil mange kan lide. Og som for resten er svært. Tine og jeg spurgte om vi måtte være med, og kort tid efter mistede det tålmodigheden og gav os vores egen bold at spille med. Vi var simpelthen for dårlige. Kineserne kan finde ud af at være sociale sammen på en helt anden måde end danskere. Man ser også ofte folk lave tai-chi lignende øvelser alene eller sove til middag på offentlige bænke i parker. De mødes meget sammen, og hygger sig sammen med forskellige ting. Senere på aften i den samme park så vi en endnu større gruppe der legede ”klappelegen”, men der var netop mange flere mennesker. I en pavillon af en art var der dans hvor forskellige par dansede til noget musik som et lille orkester lavede. Rundt om dansegulvet var der propfyldt med mennesker der så på og/eller snakkede sammen. Vi fik mast os forbi, og kom frem til et sted hvor vi kunne se over skuldrene op menneskene der så på. Michael fik tilbudt en svingom og var straks i gang. En sød lille kineser kom og hilste hvorefter hun trak to andre små kinesiske kvinder op og satte dem sammen med mig og Tine. De var enormt søde og viste os trinene. Den første kvinde kom bagefter og ville vide hvor vi var fra og hvad hovedstaden hed i landet hed. Hun gentog derefter gentagne gange ”welcome to Beijing” og ”nice to meet you” og smilede over hele femøren. En rigtig cutie!

Morten havde styr på metroerne, og vi kørte derfor for 2 yen til Beijing Railway Station. Eller det viste sig at være Beijing West Railway Station, og vi eftersom vi dagen før var ankommet på Beijing South, så havde vi et mas med at finde et tog og nogle billetter hjem. Endelig da en kineser fortalte os at det sidste tog kørte kl. 21 blev det lidt hektisk da det efterlod os med et kvarter. Manden må så ikke have vist hvad han talte om for med hjælp fra en anden kineser fik vi fat på billetter, men toget kørte først kl. 23 og ville være halvanden time undervejs hvilket er noget af en forskel sammenlignet med toget vi tog til Beijing som kørte omkring 350km/t og tilbagelagde afstanden mellem Tianjin og Beijing på en halv time. Men anyway,vi havde toget og billetterne på plads så vi brændte noget tid af på en cafe. Kl.22.30 besluttede vi os for at gå mod perronen – vi var rolige eftersom vi havde en halv time inden toget kørte. Vi blev derfor noget overrasket ved dels at erfare at der virkelig er en grund til at det hurtige tog koster 58 yen hvor det langsomme tog kun koster 20 yen, og det er ikke kun pga. hastigheden. Vores tog var propfuldt – alle siddepladser var optaget og det samme gældte for ståpladser og gangen. Efter noget møven kom vi på plads og stod nok så nydeligt presset sammen mellem de mange kinesere. En halv time før afgang var tydeligvis ikke at være i god tid. Man skulle have gættet på at turen ville have været et sandt mareridt, men der var god luftventilation/aircondition og vi fik snakket sammen og med nogle kinesere ved hjælp af en lille phrasebook. Vi kunne såmænd have siddet på gulvet, men der kom konstant konduktører og sælgere af mad, vand og aviser så det droppede vi hurtigt. Afslutningen på aften var en taxitur hjem i en bil der stank af hash og med en seriøst skæv chauffør bag rattet som ikke anså rødt lys for andet end pynt. Klokken var dog halv 1 så der var rimelig tomt på gaderne og vi kom da også hjem uden mén.

Konklusionen? Beijing skal helt sikkert besøges gentagne gange i løbet af vores ophold. Både for at se seværdighederne, men også bare for at opleve selve byen. Sorry det blev så langt – jeg prøvede virkelig at gøre det kort, men det er sindssygt svært! Der er kommet lidt billeder på facebook, og jeg kan lige fortsætte med at forsøge at sætte billeder ind her på blogspot.

Mange knus fra Laura

Lørdag og søndag!

2010-08-25T23:28:00.001-07:00

Her er efterfølgeren til det første blogindlæg fra Kina! Eftersom jeg er mange dage bagud, får I lige højdepunkterne fra de sidste par dage her.

Lørdag fik vi fremvist skolen – Cathay Future Children Center som er en privatskole/center hvor velhavende forældre kan betale for forskelligt slags undervisning også undervisning udover det normale. Fx findes der kalligrafi, kung fu og så selvfølgelig engelsk. Skolen er virkelig flot og stor. Den har blandt andet egen koncertsal og 4D biograf. Skolen bærer også præg af at det skal sælges til forældrene og er indrettet derefter. Såvel danselokaler som alm. lokaler er indrettet så man kan se ind udefra – lidt i stil med udstillingslokaler hvor indersiden dog er spejle så børnene ikke kan se de bliver iagttaget. Lidt senere var vi til middag hjemme hos rektor. Vores kontaktperson, Sunny, var faktisk noget nervøs og formulerede det sådan at hun nærmest var ”bange” for ham. Han er jo også hendes boss og virkelig magtfuld. Middagen gik godt og vi fik hørt nogle af Sunnys gode danske gloser og jokes. Rektor selv drak kun et enkelt glas eftersom han er en travl mand og derfor måtte videre. Han nåede dog at love os hundrede ting, og fortalte vidt og bredt om al hans indflydelse. Sunny grinede bagefter og sagde vi skulle tage det med et gran salt – manden var fuld! Så det bliver spændende om han virkelig vil holde fest for os hver måned, og aldrig servere det samme. Det var i hvert fald meget sjovt med en masse retter, både grisetære, hønsefødder, rejer, fisk, tofu og alt muligt andet. Dagen afsluttede vi på den kendte Ali Baba bar som vi fik anbefalet hjemmefra. Stedet var fyldt med udlændinge, og drikkevarer er super billige. Vi nåede endelig også på en anden bar - Helen’s som også var meget hyggelig.

Søndag fik vi vist nogle 4D film – det inkluderede rokkende stole, sæbebobler, ”sne” og vind til filmen. Det var okay, men det var også lidt steneren i længden at se dinosaurer med virkelig dårlig grafik. Btw kineserne elsker dinoer, og har dem i parker for sjov.

Det var også dagen hvor mange cykler gav op. Cyklerne vi har fået er ifølge Sunny nye, men nogle stykker er tydeligvis gamle – de er meget rustne. Min cykel var okay troede jeg, men på vej til skolen springer kæden af, hvilket i sig selv ikke var så slemt troede vi. Vi kunne jo bare sætte den på. Jeg prøvede at sætte den på igen, men kæden går i stykker bedst som jeg er i gang. Heldigt for mig tager Martin fra holdet cyklen og skubber sig frem med benene, mens jeg tog hans, og vi nåede på skolen. Andre cykler knirkede, var skæve og alt muligt andet. Men de forstår så at reparere dem uanset hvad. Kinesere er nogle sære størrelser til tider. De er for det meste utrolig søde, og vil virkelig hjælpe, men de er også utrolige ineffektive nogle gange. Vi fik vist et stort supermarked hvor vi kunne købe ind – køerne ved kassen var lange og det tog hundrede år for ekspedienterne at ekspedere. Søndag var alt i alt stille og rolig hvor vi hyggede i vores lejlighed og holdte søndagsmøde. Og besluttede endelig at tage til Beijing den følgende dag.

Jeg får lige postet resten lidt senere! Hvis I vil spørge ind til noget så gør det endelig (:

Mange knus Laura

Ankomst til China!!

2010-08-25T08:31:00.000-07:00

Ankomsten

Knap 9 timer efter flyet havde lettet i København Lufthavn landede vi endelig til vores destination. Jeg var stadigvæk fuldstændig ør da jeg landede, og fandt det endnu en anelse surrealistisk at tro at Kina skal være mit hjem i over 6 måneder. Jeg var da heller ikke i tvivl om at jeg var ankommet til et land noget fjernere end hvad jeg havde været vant til i Danmark. Men det havde vi på sin vis nok allerede fornemmet i selv samme øjeblik vi satte os i flyet, eftersom at de fleste meddelelser blev fremsat på henholdsvis dansk, engelsk og kinesisk.

Lufthavnen var enorm i forhold til den københavnske, og virkede mere rumlig end både Newark og Houston lufthavn. Kinesiske tegn sprang i øjnene over alt og intet af det gav selvfølgelig mening. Ikke desto mindre var selve oplevelsen af at være så hjælpeløs sprogligt noget sær. Heldigvis for hele holdet kan fire af drengene kinesisk hvoraf ham der hedder Mads derudover har boet i Taiwan i et år. Inde i selve lufthavnen var der aircondition hvilket udskød det uundgåelige møde med Beijings hede og høje fugtighed for en kort tid. Vi havde ingen problemer ved baggage reclaim og vi fandt vores (supersøde/sjove) kontaktperson, Sunny hurtigt. Mødet med det kinesiske sprog var super underligt. Det er så anderledes fra dansk, at jeg på ingen måde kunne fornemme hvor det ene ord sluttede og det andet startede. Af sted gik det til vores minibus der skulle fragte os de 150km til Tianjin. En tur der kom til at tage omkring to og en halv time på de kinesiske veje. Noget der er ganske.. anderledes. For ikke at sige meget! Regel nummer et i den kinesiske traffik; DO NOT CRASH! Højresving er altid tilladt, trafiklys er til pynt og man dytter præventivt – for at gøre opmærk på en selv. På motorvejen overhales der når man kan og kørerbanerne bruges som man selv finder bedst. På trods af at jeg var en anelse træt gik tiden ganske hurtigt, og snart befandt vi os uden for vores lejligheder. Værelserne havde vi fordelt ved lodtrækning, og vi smidt bagagen og pakket (rodet) ud. Dejligt – næsten som at være hjemme! Det tidligere hold havde efterladt en formand Mao plakat hvorpå de havde skrevet en besked til os hvor vi fik forklaret hvordan man formildede Mr. Monkeyman, porteren. En person vi endnu ikke havde større kendskab til, men chokolade skulle være vejen. Det tidligere hold havde også tilladt sig at forskønne Mao med lidt tush – noget Sunny, vores kontaktperson, og Mr. Wang, bestyreren for lejligheden, ikke var synderligt glade for. De var lidt ærgerlige over ikke at kunne forstå hvad der stod og dermed ikke vide hvad der var skrevet om dem. Udsmykningen kunne de heller ikke lide..

Klokken blev lidt i seks, og vi blev kørt til skolen hvor vi skal undervise, og hvor vi kantinen får serveret tre måltider. Aftensmaden bestod af en god blanding af forsøg på vestlig mad – godt med chicken nudgets, som i og for sig smagte okay, og mere specielle kinesiske ting som hønsefødder.
Mere eller mindre mætte afsluttede vi vores første aften i Tianjin med øl og hygge i vores fællesstue.

For kort at beskrive vores lejlighedskompleks; Det er en bygning med 9 sale (mener jeg), hvor vi har 6. sal til vores rådighed. Der er 6 soveværelser som egentlig er ret store – jeg er positivt overrasket. Der er to toiletter – ÆGTE toiletter, altså vestlige toiletter. Noget vi alle sætter utroligt stor pris på da den anden alternativ er ståtoiletter – ofte bare huller ved siden af hinanden. Kineseres blufærdighed på det punkt kan ligge på et meget lille sted. Derudover to badeværelser med 2 brusere i hver og en fællesstue som elevatoren åbner direkte op til.

Det er alt for day 1. Og tror mig det bliver kun bedre! Som lidt ekstra information kan jeg fortælle at vi har fået cykler så vi kan cykle op til skolen hvilket er super da der ikke er langt. Men at cykle skulle vise sig at blive mere end en almindelig udfordring.Mere om det følger senere.
Jeg har ikke fået postet blog før nu dels fordi jeg først havde lidt besvær med at den kinesiske censur som ikke er så glade for blogspot og Facebook, dels fordi jeg har haft virkelig svært ved at sætte mig ned og skrive. Der er så mange indtryk og der sker hele tiden noget anderledes, men det er svært at få alt med.

Mange knus til alle derhjemme! Billeder og blog for de andre dage følger meget snart!

I overmorgen!

2010-08-17T12:04:00.000-07:00

Så er det i overmorgen at jeg rejser til Kina. Hvis man bruger de små grå lidt er det næsten nok til at gætte sig til hvordan jeg har det for tiden! Jeg er rigtig spændt, men jeg har stadigvæk ikke helt opfattet det. Jeg regner med at pakke i aften, i nat, og i morgen. Jeg har fået sagt farvel til alle de dejlige mennesker som jeg nok kommer til at savne en lille smule de næste måneder, og selvom det har været skønt med noget tid hvor man intet skulle lave så bliver det alligevel super godt at komme i gang med noget. Ikke for at give indtryk af at jeg savner gymnasiet, med dertilhørende søvnmangel og lektier, men jeg kommer alt for let til at kede mig og bruge penge på hyggelige, men dyre cafébesøg når jeg intet laver. Hele min normale døgnrytme har været højst besynderlig siden jeg vendte hjem fra Nicaragua. Først og fremmest fordi jeg ikke har gidet gå tidligt i seng og stå tidligt op. Jeg sværger derimod til at gå i seng når jeg er træt, sent om natten, og stå op når det kræves. Hvilket ikke altid resulterer lige godt.. Heldigvis er der alligevel godt med tidszoner mellem Tianjin og Århus, så det bliver nok ikke et større problem.

Mange har spurgt en del til turen og hvordan jeg fik det arrangeret så til deres ære vil jeg da kort fortælle om hele arrangementet.

Organisationen Chinalink sender to gange årligt unge af sted som engelsklærer/hjælpelærer til henholdsvis Tianjin og Chengdu i Kina. Arbejdet er ulønnet, men rejsen t/r samt kost og logi får man betalt.
Tianjin, hvor jeg skal hen, ligger ca. 150km sydøst for hovedstaden Beijing.
En lille fed detalje ved det hele er at man kommer af sted flere sammen, så selvom jeg er i Kina og ikke fatte en brik af sproget så er jeg ikke Palle alene i verden. Det gør det til en ganske god kombination af fremmed land/kultur og noget velkendt.
Alle interesserede kan trykke på linket ovenover og dermed få endnu mere at vide om hele sagen.

Når jeg dels har hittet ud af denne her side og dels har taget nogle billeder skal jeg nok sætte dem ind.
Og frygt ikke, der skal nok komme billeder, mange billeder! Mit nye højtelskede olympus dslr kamera brænder efter at blive brugt. Eller jeg brænder efter at få det brugt. Anyway det var lige alt for nu. Der skal pakkes og ryddes lidt op!

Laura - over and out :)

Forberedelser...

2010-08-03T09:36:00.000-07:00

inkluderer bl.a. en blogoprettelse -so here it is!

Der er lidt over 14 dage til vi skal rejse, og selvom det er meget tæt på, så er det også fuldstændig surrealistisk at tænke på. Egentlig føler jeg at jeg har ganske godt styr på sagerne, selvom jeg har masser af rod fra min just afsluttet ferie. Det eneste der får mig til at whine lidt er visum (og ja, jeg når det, men derfor kan jeg alligevel ikke slappe af før jeg har det i hænderne igen!). Det er sært at være så opsat på at komme afsted og samtidig stresse lidt over den korte tid til at nå at sige farvel til både venner og familie.
Meeen, helt ærligt, så kan jeg ikke vente med at komme til Kina og få set landet og menneskerne helt tæt på.
Det er superfedt at vide at man kommer til at opleve en masse nye ting, også selvom der (nok) bliver nogle hårde nysere indimellem!