Update! (advarsel - meget langt!)

Det er igen noget tid siden sidste blogupdate, men til gengæld bliver det her også en ordentlig én.
Kina er på mange måder et magisk og forunderligt land. Mange sære ting kan ske, og det gør der skam også. Som en del af fællesgave fra holdet fik jeg også et gavekort til massage. Søndag d. 5.sep. troppede Mia og jeg så op på stedet som ordner alt fra manicure til klipninger og massage. Stedet var fyldt med personale – lige fra receptionist til nogle kvinder der mest tjente som døråbner for kunderne. Efter det sædvanlige roderi med at forstå hinanden, og finde lokale til massagen blev vi hver især givet et lokale. Uvidende om hvad der var i vente lagde jeg mig troskyldigt på briksen til en omgang rygmassage. Kort fortalt blev massagen indledt ganske fint, og jeg lå rigtig og slappede af indtil massagen pludselig blev mere og mere smertefuld. Massøsen trykkede hårdt de særeste steder imens jeg lå og vred og ærgrede mig over at have indledt mig på forehavendet. Heldigvis stoppede torturen knap en halv time efter start. Fra skabet i hjørnet lød min velkendte ringetone pludseligt. Jeg modtog afbrydelsen med kyshånd og nærmest kastede mig mod skabet, fik fat i telefonen og får at vide at der er sket lidt ændringer i planerne.
Ugen forinden havde en af fyrerne som bekendt fødseldag, og i den sammenhæng var vi ude at spise på en italiensk restaurant. Vi kørte dertil i taxi, og idet at fødselsdagbarnet stiger ud støder han på nogle unge kinesere. Som ikke bare er de normale, unge kinesere som gerne vil tage billeder. Nope, her var der tale om to unge mænd der fortalte de ledte efter udlændinge til at deltage i et filmshoot. Telefonnumre blev udvekslet, og billeder af hele banden blev taget med efterfølgende løfte om at vi ville blive ringet op.
Tilbage til søndag d. 5.sep. fik Benjamin så en opringning om at de om aften kl. 18 kunne bruge os til at skyde en advertisement for Tianjin by. Det var så her vi mente der kunne indlægges en enkel times massage, men heldigvis for mig og min ryg, blev det i al hast lavet om til at vi måtte af sted kl. 16 frem for kl. 17. Kort tid efter, 20 min, stod vi festklare og prajede taxier til metrostationen. Efter først at være hoppet af et stop for tidligt nåede vi frem til den rigtige station, og blev ført hen til et stort og flot hotel nogle hundrede meter væk. Ind i elevatoren og op på 15.sal hvor der var garderope. Tøjet vi havde iført os levede tilsyneladende ikke op til kravene for i al hast fik fyrene jakkesæt (alt fra med glimmer til de noget mere neutrale) og pigerne kjoler. Og hvilke kjoler – jeg fik smidt en orange, lang gallakjoleagtig ting efter mig som krævede at jeg nærmest holdt op med at trække vejret – så stram var overdelen. Det lignede en dårlig joke fra en Bollywoodfilm, men det var alligevel meget sjovt. Specielt hvis det var deres definition af flot/fint tøj. På settet var der dækket op som til en reception med et langbord med mad og drikkevarer. Vi fik hver især tildelt et vinglas med cola som vi skulle gå og sippe til mens vi gik omkring. En af drenge fik landet en hovedrolle i hvad der viste sig at være en reklamefilm for Tianjin by. Op foran til skuespillerinden kom han fluks. Tre timer efter var de fleste af os færdige med at være statister på nær to andre af drengene som skulle spille i nogle udvalgte scener. Tilsammen fik vi 3000 RMD som vi smed i fælleskassen til fælles fornøjelse –yes!
En noget skør oplevelse som ikke desto mindre var mindeværdig! Just another day in China!
Nu bliver det spændende at se om der venter nogle af drengene i fremtid i entertainment i Kina!!

D. 8. september var der Teacher’s day hvilket er en dag i Kina hvor man lidt hylder lærerne, og børnene(forældrene) kan give blomster, kort eller hvad de nu har lyst til. I den forbindelse fik vi besked på at klargøre en lille opvisning på 5-10 min. Friske kastede vi os ind i opgaven og blev enige om at lave et drenge- og pigenummer. Vi piger besluttede os for noget Barbie Girl/ Aqua, for det kendte de jo! Vi fandt en passende kikset dans, begyndte øvning tre dage inden, og følte os egentlig ganske fint tilpas onsdag på vej til skolen hvor vi troede vi skulle optræde. Fyrene havde forberedt en coverversion af Blue’s; Sorry seems to be the hardest word – Good stuff! Se nu, vi troede vi skulle optræde på skolen og for de andre lærer. Højst også nogle forældre og børn, men i Kina er tingene sjældent hvad det giver sig ud for. Derfor, på trods af at vi var overraskede, kom det ikke fuldstændig som et chok for os/mig da vi på skolen finder ud af vi skal køres til hvor festen holdes. For ja, det var åbenbart også en fest! Vi ankommer til en fin restaurant i et lidt finere kvarter, og kommer ind i en sal hvor der er mange, mange mennesker. Og en scene for enden som tilsyneladende er hvor vi skal optræde. Der er over 400 mennesker inviteret, og folk er pænt klædt på. Hvilket fik os til at føle os noget nervøse eftersom der var endnu en overraskelse ved barbienummeret – vi skulle selvfølgelig ligne barbie med overdreven makeup og (lyserødt) tøj (læs: grimt tøj!) Selvom det var meningen at vi skulle skille os ud, og at gæsterne skulle grine, så havde vi ikke forventet så mange øjne på os. De andre lærers numre bestod også mest af sang og dans, men vel at mærke klassisk sang og traditionelle danse! Eller kalligrafidemonstrering for den sags skyld…
Men op kom vi, og begynder nummeret hvor nogle ting simpelthen går galt! Mikrofonerne kikser lidt, så sang ikke kunne hørtes, vi sang heller ikke nok i omkvæd til at det kunne høres, og andet godt. Ikke desto mindre var det hyldende morsomt. Hele situationen var bare virkelig sær! Drengenes nummer gik til gengæld ret gnidningsfrit og jeg ville ikke blive forbløffet hvis der venter dem en fremtidig boybandkarriere.
Resten af aften gik med at smage på nogle af de mere eller mindre gode retter og udmundede i at alle fik en hotpot til at tage hjem. Sådan en kan man jo altid bruge. Den skal bestemt testes på et tidspunkt.

Om torsdagen havde jeg en rigtig sød episode mens jeg sad på lærerkontoret og læste. En af mine lærerkollegaer kom ind med en lille dreng der havde en lille kaninbamse i armene. På gebrokkent engelsk siger hun: In China we have Teacher’s day tomorrow. This boy – “tænke, tænke” loves you very much, he have a present for you” Den lille dreng rækker genert kaninen op til mig og imens fortsætter læreren: He loves you very much. I love you very much too”. En smule forbløffet får jeg fremsagt tak, giver drengen et stort knus, og får selv sagt ”I like you very much too” til dem begge. Det var lidt sært at høre ordet love blive benyttet synonymt for like, men meningen var klar, og det var virkelig rørende!

Dagen efter, fredag d. 10.september, var som bekendt Teacher’s Day. Der var kun halv skoledag, og mange børn havde kort og blomster med til deres lærere. Selv jeg fik stor buket, kort og små blomster af nogle af mine elever. Det var rigtig sødt, specielt fordi jeg ikke rigtigt havde haft nogle af børnene i mere end den ene time undervisning jeg havde givet indtil da. Hvad angår undervisningen går det rigtig godt, selvom det kan blive lidt kedeligt i længden hvis jeg ikke sørger for flere forskellige lege til det samme stof – jeg har de 9 klasser der skal undervises i nøjagtig det samme. Det er også noget af en udfordring at sørge for tilstrækkelig variation til at holde børnene koncentreret – og endnu værre fordi klasserne er så store så selvom de fleste børn elsker sanglege, er det ikke dem alle. Netop antallet kan også frustrere mig lidt, nogle af børnene er naturligvis langt mere udadvendte og tør sige mere end andre. Det kan godt få de andre til at glide i baggrunden selvom jeg prøver at have alle med. Det er også ærgerligt at der sjældent er tid til mere end et halvt minut pr. elev – det er vanskeligt at tale med en/nogle få elever, uden at de andre børn begynder at larme eftersom de keder sig. De er jo heller ikke mere end de 5-7 år, og mange kommer direkte hjemmefra hvilket ikke gør det hele lettere. De andre lærere er rigtig søde over for mig, og forsøger at lære mig ord selvom det er vanskeligt at huske. De er dog ofte meget strenge over for børnene, og kan virkelig lægge en dæmper på humøret ved pludselig at komme ind i klassen midt i en leg. Den værste episode var dog da en af lærerne gik ind og ”opdragede” på en af børnene – drengen havde larmet, og været meget urolig hvorefter hun resolut går hen og slår ham i ansigtet gentagne gange – det har ikke været hårde lussinger, snarere har hun ”tjattet” til ham i ansigtet, men det må ikke havde været behageligt. Derefter skubber hun hans bord hårdt ind i ham så den lille dreng falder ned af sin stol og begynder at græde. Oppe foran klassen stod jeg som forstenet, og anede ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv – min hjælpelærer siger bare: ”Continue, Continue”. Senere hen har jeg fundet ud af at lærerne egentlig, officielt, ikke må slå børnene, og jeg har også fået talt med min hjælpelærer om at jeg ikke vil have at de andre lærere blander sig i min undervisning/ begynder at sætte børnene på plads når jeg underviser. Meget andet er der ikke at gøre, men det var virkelig ubehageligt(forfærdeligt!) at se på, og jeg håber virkelig ikke det gentager sig!

Det er helt utroligt vi allerede har været her i over en måned. Hverdagene kan nogle gange være lidt hårde at komme igennem eftersom de er fra kl. 7:15 – 16:45. Der er dog en laaang frokostpause fra 11.30-14:10 hvor børnene dels selv får frokost og dels har middagslur. Jeg har jo også kun de 9 timer om ugen så ofte sidder jeg og læser eller får ordnet nogle ærinder. Officielt skal jeg befinde mig på skolen (kontoret) når jeg ikke har pause, men ingen lægger mærke til om du smutter væk eftersom jeg netop ikke laver noget udover at forsøge at få tiden til at gå. Forberedelse til undervisning er ikke vanvittig tidskrævende da børnene som nævnt har samme materiale, og fordi niveauet ikke er højere end at det bare er en masse lege til at indøve ord og sætninger. Onsdag har jeg fri allerede til frokost eftersom vi har kinesisk undervisning både onsdag og fredag eftermiddag. Kinesisk er virkelig et svært sprog, men det er nu meget sjovt at forsøge at lære. Selvom man hurtigt glemmer ordene/glemmer udtalen. Men der er ikke så meget andet at gøre end at klø på, og udnytte at man er omgivet af kinesere. Kineserne er også utrolig venlige og hjælpsomme. Og ikke at forglemme utrolige nysgerrige. En af dagene i forrige uge havde jeg sat mig i skolens park på en bænk, og skriblede lidt notater i min notesbog. Flere kinesere kigger meget nysgerrigt, og en gammel mand stopper op og kigger på mens jeg forsøger at skrive. Selvom det er noget svært at være upåvirket når en fremmed næsten står med næsen i bogen. Han begynder så at tale til mig, og jeg fyrer mine gloser af – Hvor jeg er fra, og at jeg er engelsklærer. Han snakker frejdigt videre, peger på rundt, og jeg forstår efterhånden han forsøger at sige nord/syd/øst/vest. Vi sidder næsten en time og snakker på hvert vores sprog, jeg finder ud af han er 75, hvad han hedder imens han får skrevet en masse tegn i min bog jeg ikke fatter hat af, og får erklæret os venner. Vi tager vores afsked idet jeg skal op og have aftensmad (kl. halv seks). Parkerne i Kina er noget for sig selv – folk elsker at dyrke motion (tai chi) i dem, men stiller sig også blot frem og gør hvad nu godt kan lide. Det kan både være forsøg på operasang, smukt fløjtespil og træskæring. Forbipasserende stopper gerne op, og kigger med over skulderne inden de spadserer videre. 

I hverdagen er der som bekendt ikke meget tid når jeg skal arbejde så meget, men udover den kinesiske undervisning så er de fleste af os også til Kung Fu om fredagen, hvilket er utrolig sjovt. Weekender bruges også på at gå i byen, og bare sightseeing. I denne uge har der været Mid- Autumn Festival. I den forbindelse har vi fri onsdag-fredag, men typisk kinseisk betyder det blot at vi i stedet arbejdede forrige søndag og skal arbejde lørdag-søndag i denne uge. Altså 7 arbejdsdage i træk. Under festivalen spiser man blandt andet månekager(en form for småkager lavet af ris med fyld der kan variere i smag fra kattemad til noget jorbærlignende). I den forbindelse holdte skolen også et arrangement tirsdag aften for forældre og børn, hvor vi igen blev bedt om at optræde.  Vi piger valgte denne gang at synge ”Danse i måneskin” akkompagneret af Michaels guitar imens drengene gentog deres tidligere boyband glansnummer nu blot i forbedret version hvor Morten iklædte sig fjerboa, make up og kjole. Vi havde en sjov aften hvor vi også fik set fyrværkeri og sat små papirbåde i søen med fyrfadslys. Aften fortsatte for vores vedkommende i byen hvor vi kom på noget diskotekslignende noget med fri bar til piger for 60Yen og 80 yen for drengene.

Flere opdateringer to come! Og denne gang vil jeg virkelig tilstræbe at få opdateret en gang om ugen (ca.) og få svaret på alle jeres søde mails! Endvidere glæd jer til de næste fantastiske eventyr der blandt andet inkluderer Julies og mit seneste eventyr til Pan Shan Mountain.

Mange, mange knus til alle derhjemme!